Efterskrift

Erindringen har ikke fortonet sig. Det var en stor og til tider vanskelig udfordring at skrive denne bog, der udkom i 50-året for tragedien på Haderslev Dam.

For 10 år siden, i 2009, var katastrofen stadig et meget følsomt emne. Ikke alene blandt de mennesker, der oplevede den på nærmeste hold. Naturligvis især for de overlevende og de redningshelte, der dengang blot var børn eller meget unge. Den 8. juli 1959 har virkelig gjort ondt.

Alligevel har mange af disse mennesker hjulpet os, og vi vil gerne takke alle dem, der lod os gå på opdagelse i deres hukommelse. Som altså brød mange års tavshed.

Det gælder de overlevende, hvor flere af dem havde mistet nære slægtninge den sommerdag i 1959. Tak til nogle af de mange frivillige redningsfolk, der forhindrede en endnu større katastrofe. Tak til de professionelle – sygeplejersker, læger og CF’ere. Tak til pårørende, der mistede på denne tragiske dag.

Vi havde ikke kunnet levere den fulde beretning uden også at dykke ned i det materiale, der ligger i Rigsarkivets afdeling i Aabenraa. Der fandt vi referater fra politiets afhøringer umiddelbart efter katastrofen, referat af retssagen mod skibsfører Hans Riistofte og dommen, og der var brevvekslinger mellem offentlige instanser og Skibstilsynets vurdering af dambåden.

Som journalister var det en spændende proces at stykke de mange interviews og arkivmaterialet sammen til en sammenhængende og dokumentarisk beretning om en dansk skibstragedie, der adskiller sig markant fra alle på den måde, at den ramte et enkelt bysamfund ufattelig hårdt.

Den 8. juli 1959 var en onsdag. Den følgende lørdag var der 14, der blev begravet i Haderslev. Blandt andet to små børn på tre og seks år, der lå i den samme lille kiste. Og det var 31 af de 57 omkomne, der var fra Haderslev.

Vi må erkende, at vi flere gange måtte sætte vores professionelle og journalistiske tilgang til opgaven på standby, når beretninger og følelser blev for stærke.

Selv hærdede journalister kan mærke i maven, når der skal sættes ord på en begivenhed, der udvikler sig så tragisk og medfører så store personlige konsekvenser, at lidelserne og savnene og sorgen så mange år efter stadig sidder så dybt i mange.

En mavepuster, som vi også har oplevet i de mange foredrag, som vi har holdt siden den første udgivelse af ‘Den tavse tragedie’ i 2009.

Og så har vi ofte tænkt og også talt om det, vi alle godt ved, men som vi som oftest glemmer: At livet og tilværelsen i løbet af få øjeblikke kan slå en dramatisk kolbøtte. At hverdagens positive trivialiteter og almindeligheder – trygheden, glæden og samværet med vores nærmeste – i et splitsekund kan forvandles til en tragedie.

Som det skete den 8. juli 1959 på Haderslev Dam. Så tæt ved land. Alligevel så langt fra livet.

Hvis vi nu – 60 år efter tragedien – ser tilbage, var det så arbejdet værd at skrive bogen og holde de mange foredrag? Har bogen et dybere formål andet end at fortælle den barske beretning om 57 menneskers død og mange andres sorg, savn og lidelser?

Det mener vi. Det er også den tilbagemelding, vi har fået fra nogle af de medvirkende. Det var godt – og vigtigt at få talt ud. For en by og flere mindre samfund og de personligheder, der har lagt låg på tragedien og smerten i så mange år.

Fordi historien også viser, at tiden ikke læger alle sår under tavshedens låg. Vi tror, at det er vigtigt at gøre opmærksom på livets og tilværelsens vilkår. Også når vilkårene sætter gruen og meningsløsheden på dagsordenen.

Med fortællingen var det også vigtigt for os at vise, at mennesker ikke altid er onde, når de gør sig skyldige i andres død og lemlæstelse, men at de allerhøjst er ubetænksomme og uvidende.

10 år efter udgivelsen – og 60 år efter Haderslev Damkatastrofen – udgiver vi ‘Den tavse tragedie’ igen, med nogle få nødvendige ændringer og enkelte tilføjelser.

Maj 2019 Flemming Just & Poul-Erik Thomsen